Spillertruppen på forlænget weekend
Spillertruppen holder træningsfri fredag, lørdag og søndag, mens der er landskampspause.
Alka Superligaen ligger stille i den kommende weekend, så der i stedet gøres plads til at spille landskampe. Den lejlighed benytter cheftræner Johnny Mølby til at sende sine spillere på forlænget weekend:
-Nogle gange kommer sådan en pause belejligt, enten fordi man er presset fysisk eller mentalt, men jeg synes egentlig, at vi er i en rigtig fin forfatning. Alligevel er det rart nok med et par dages fri, og så er vi klar igen på mandag med friske hoveder og ny energi, lyder det fra cheftræneren.
Spillerne holder fri fredag, lørdag og søndag. Mandag morgen møder de ind til træning igen, og påbegynder forberedelserne til hjemmekampen mod FC Nordsjælland lørdag den 12. september. Du kan købe billet til opgøret her.