Curth: Ligeså tæt som sidst
Jeppe Curth forventer en lige så tæt affære som sidst Esbjerg var på besøg, og angriberen ser også gerne en gentagelse af resultatet fra dengang.
Der var mange opløftende momenter i spillet i seneste hjemmekamp på Energi Viborg Arena. Viborg FF dominerede store dele af kampen mod Brøndby, men endte alligevel med at tabe kampen. Det ærgrer naturligvis rutinerede Jeppe Curth, man angriberen mener, at holdet kan bruge oplevelsen positivt:
-Når man spiller rigtig godt, men ikke får point, så ærgrer man sig over det i en dag, og så handler det om at komme videre. Jeg synes, vi har brugt ugen rigtig konstruktivt og forsøgt at bygge på de mange positive takter fra sidste runde.
-Vores boldomgang og presspil var noget af det allerbedste, vi har præsteret i sæsonen, og det skal vi have fundet frem igen.
Lørdag gælder det så Esbjerg fB på Energi Viborg Arena. Senest de to hold mødtes blev Jeppe Curth matchvinder med to mål i 2-1-sejren, og selvom der er sket en del hos gæsterne siden sidst, så forventer Curth en ligeså tæt affære denne gang:
-Når et hold får ny træner, så bliver der rørt lidt i gryden, og jeg forventer et Esbjerg-hold, der kommer med en masse gejst. De har et dygtigt hold, og jeg tror, det bliver ligeså tæt som sidst.
-For os handler det om at stå ligeså kompakt som vi plejer, og så bliver vi nødt til at øge effektiviteten. Vi kan spille os frem til chancerne i øjeblikket, og på et tidspunkt kommer der hul på bylden. Det skal gerne ske på lørdag.
Viborg FF og Esbjerg tørner sammen lørdag klokken 16. Du kan købe billet til kampen her.