Pokalexit i Skive
VFF tabte aftenens pokalkamp med 3-2 til Skive IK i et målrigt opgør, der blev afsluttet med overtidsscoring fra midten af banen.
I kampens begyndelse forsøgte VFF, via et aggressivt pres, at stresse hjemmeholdet, men Skive stod godt imod, og opgøret var i de første minutter ganske lige. VFF havde svært ved at skabe chancer, mens det gulblusede hjemmehold fik kæmpet sig frem til en håndfuld dødbolde. I det 10. minut fik Skive et frispark på kanten at Viborgs felt som hjemmeholdets Mikkel Frikoch, uden chance for Sebastian John, sikkert sendte i kassen.
Som en reaktion på scoringen lykkedes VFF i højere med at presse Skive, men den sidste skarphed manglede. I den modsatte ende satsede skibonitterne på kontra, og i det 27. minut gav det pote. Efter at VFF i flere omgange ikke fik clearet bolden, sparkede unge Oliver I. Pedersen Skive på 2-0.
Til trods for stillingen fortsatte Johnny Mølbys mandskab med at presse hjemmeholdet og kort inden pausen kom reduceringen. Et par meter udenfor Skives felt huggede Christian Sivebæk til bolden, der elegant skruede om Henrik Linhard i Skive-målet, og gik i nettet til 2-1.
Fra starten af anden halvleg var spillet meget præget af dueller, mens VFF forsatte presset ned mod lokalrivalernes mål, og få minutter inde i halvlegen lykkedes det Viborg at udligne. Sivebæk sendte et præcist indlæg i feltet som anfører Christopher Poulsen køligt sendte i nettet ved bagerste stolpe.
I det sidste kvarter af kampen meldte trætheden sig for alvor hos Skive-spillerne, hvilket resulterede i flere særdeles gode muligheder til Viborg FF. Først headede Curth på træværket efter et hjørnespark, mens Mathias Wichmann, få minutter senere, blev spillet fri i feltet, uden dog at kunne omsætte chancen til mål.
Dybt inde i tillægstiden skete i stedet det, der ikke må ske. Fra midten af banen opfangede Skives Musefiu Ashiru, at Sebastian John befandt sig et stykke ude af sit mål, hvorefter den nigerianske offensivspiller, med et præcist lang skud, scorede til slutresultatet 3-2.
Skive IK - Viborg FF 3-2
1-0 Mikkel Frankoch
2-0 Oliver I. Pedersen
2-1 Christian Sivebæk
2-2 Christopher Poulsen
3-2 Musefiu Ashiru
Startopstilling
Sebastian John - Jonas Thorsen, Babajide Ogunbiyi, Søren Reese, Christopher Poulsen - Christian Sivebæk, Marcel Rømer, Mathias Wichmann, Sebastian Andersen - Serge Deble, Sebastian Denius
Indskiftninger
Jeppe Curth for Serge Deble (68.)
Lukas Lerager for Christian Sivebæk (81.)
Jonas Kamper for Sebastian Denius (90.)
Kort
Gult: Serge Deble, Jeppe Curth