Reese: Vigtigt at slutte godt af
Søren Reese ser frem til mødet med AaB, og håber, at han og holdet kan få sat et godt punktum for efterårssæsonen.
Mandag aften spilles årets sidste kamp i Alka Superligaen, når Viborg FF skal en tur til Aalborg og møde formstærke AaB. Nordjyden Søren Reese ser frem til opgøret, som han forventer bliver en hård opgave:
-Det bliver uden tvivl en svær kamp, men jeg føler, at vi er godt rustet til opgaven. Vi har en god organisation, som kan være problematisk for alle hold i rækken, og det er vigtigt, at vi står sammen som hold. AaB har momentum i øjeblikket, men det synes jeg også, at vi har.
-Det er jo den sidste kamp, man husker, når man går på ferie. Så det er vigtigt for os at slutte godt af, og få sat punktum for et fint efterår. Der er tre måneder til næste kamp, og det er altid sjovere at gå på ferie med point og en god præstation, så det skal vi gøre alt for at opnå på mandag.
Søren Reese var for de fleste et ubeskrevet blad inden sæsonen, men har i løbet af efteråret bidt sig fast, og leveret flotte præstationer i midterforsvaret hos VFF. Selv er han også meget tilfreds med sin egen og holdets udvikling:
-Det har været et spændende efterår for mig. Jeg startede udenfor, men er kommet ind på holdet, og har været med til at vokse sammen med holdet. Jeg synes, vi har udviklet os til at være et rigtig fint superligahold, som er svære at spille imod. Det er dejligt at være en del af, og det giver helt sikkert mod på mere.
Viborg FF vandt sæsonens første opgør mod AaB med 1-0 hjemme i det midtjyske. Søren Reese og resten af holdet er klar til opgøret på Nordjyske Arena i Aalborg mandag klokken 19.