Ærgerlig Mølby: Vi skabte chancerne
Cheftræner Johnny Mølby ærgrer sig over nederlaget mod AaB, da han mener, at holdet skabte de scoringschancer, der skal til for at få point i Aalborg.
Det blev desværre et 0-2-nederlag, der afsluttede et ellers fint efterår, da Viborg FF tabte årets sidste kamp i Aalborg mandag aften. Cheftræner Johnny Mølby er naturligvis ærgerlig over resultatet, da han synes, at der var muligheder for at få point med hjem:
-Den sidste skarphed i felterne blev afgørende. Jeg synes, at det langt hen af vejen var en jævnbyrdig kamp på en svær udebane, men AaB var dygtige og scorede to flotte mål. Vi skabte ellers selv de chancer, der skal til for at få point i Aalborg, men desværre var vi ikke skarpe nok i de afgørende situationer.
På trods af nederlaget i efterårets sidste kamp, så er cheftræneren tilfreds med første halvdel af sæsonen:
-Jeg har set et Viborg-hold, der har været inde i en god udvikling henover efteråret. Både spillemæssigt og organisatorisk har vi forbedret os, og det har også betydet, at vores pointmæssige udbytte har været fint.
-Vi har 11 point ned til stregen, og det er fint, men ingenting er afgjort endnu. Vi har masser af hårdt arbejde foran os, og vi skal blive skarpere i det offensive spil. Vi er tilfredse med vores sæson indtil nu, men jeg er overbevist om, at vi får et endnu stærkere Viborg-hold at se i foråret, afslutter Mølby.