Vinterens træningsmodstandere på plads
Når Johnny Mølby tager hul på forberedelserne til forårssæsonen i Alka Superligaen, så kan han og holdet blandt andet se frem til en række kampe mod træningsmodstandere fra både Superligaen, Bet25 Ligaen og udlandet.
Der venter nemlig ikke kun hårde løb og fysiske tests i vintermånederne, da Viborg FF som vanligt også har planlagt flere træningskampe som et led i at klargøre holdet til de udfordringer, der venter i foråret. Skive, AGF, Vejle og Brøndby er træningsmodstanderne på dansk græs, mens der under varmere himmelstrøg i Tyrkiet også venter to kampe mod udenlandske modstandere på årets træningslejr. Holdet drager sydpå i starten af februar, hvor der er planlagt en uges træning på tyrkiske græsbaner.
Spillesteder og tidspunkter er ikke endeligt på plads endnu, men vi vil løbende opdatere vff.dk med mere information omkring vinterens træningskampe.