Fire FK-spillere på landsholdslejr
Sport |
Af: Nicolai Kristensen | 29. december 2015
Fire spillere fra FK Viborg er udtaget til landsholdslejr i Tyrkiet med U16- og U17-landsholdet i januar.
Når de danske ungdomslandshold i januar rejser på en uges træningslejr i Tyrkiet, så vil Viborg FF og FK Viborg være stærkt repræsenteret. Her er nemlig hele fire Viborg-spillere udtaget til turen.
På U16-landsholdet er udtaget Nikolaj Leth (billedet), Emil Steffensen og Emil Frederiksen, mens Casper Gandrup er med U17-landsholdet. Alle fire spillere huserer til dagligt på FK Viborgs U17-mandskab.
Ungdomslandsholdene rejser fra København den 19. januar og er afsted i en lille uge, hvor der blandt andet venter dem to venskabskampe.