Viborg FF og Skive delte i første test
Der blev ikke fundet nogen vinder i årets første testkamp, da Viborg FF og Skive delte 2-2. Jeppe Curth og Aleksandar Stankov nettede for hjemmeholdet.
Det var et afbudsramt Viborg-mandskab, der fredag eftermiddag tog imod Skive i årets første testkamp. Fire spillere var ude med sygdom, mens Mikkel Rask og Alhaji Gero også sad over med småskader. Cheftræner Johnny Mølby kunne alligevel se sit hold komme godt fra start, og i første halvleg stod der VFF på det hele.
Jeppe Curth var tæt på af flere omgange, og efter små tyve minutters spil lykkedes det for topscoreren at sparke bolden i nettet. En flot flugter blev sendt fortjent i mål fra kanten af feltet. Både Sebastian Andersen, Ante Rukavina og Jeroen Veldmate havde muligheder for yderligere scoringer, men det lykkedes ikke. Til gengæld fungerede det meste for defensiven, der lukkede alt af og ikke gav en eneste chance væk i første halvleg.
Fra anden halvlegs start blev der skiftet livligt ud på begge mandskaber, og det var gæsterne, der kom bedst ud efter pausen. Skive fik kæmpet sig tilbage i opgøret, og i løbet af den første del af anden halvleg var kampen vendt på hovedet. 2-1 til gæsterne, inden Viborg-holdet igen fik sat sig på begivenhederne.
Ti minutter før tid kom hjemvendte Aleksandar Stankov på tavlen, da han snød sin direkte modstander og sparkede 2-2 i kassen med venstrefoden. I kampens sidste minutter pressede Viborg massivt på for sejrsmålet, men det lykkedes ikke, og første testkamp sluttede dermed uden vinder.
Næste træningskamp er fredag den 22. januar, hvor AGF besøger Kirkebækvej.
Startopstillingen
Peter Friis – Kristoffer Pallesen, Jeroen Veldmate, Søren Reese, Jonas Thorsen – Jonas Kamper, Lukas Lerager, George Fochive, Sebastian Andersen – Jeppe Curth, Ante Rukavina
Indskiftninger
Sebastian John for Peter Friis (45.)
Jacob Egeris for Jeroen Veldmate (45.)
Jeppe Grønning for George Fochive (45.)
Aleksandar Stankov for Ante Rukavina (65.)
Sebastian Denius for Jonas Kamper (70.)
Jeff Mensah for Jeppe Curth (77.)
Casper Gandrup for Sebastian Andersen (85.)