Nederlag mod stærke ukrainere
Viborg FF tabte træningslejrens sidste testkamp med 1-3 til ukrainske FC Dnipro. Jonas Kamper scorede for VFF i første halvleg.
Det var vinteropstartens hidtil stærkeste træningsmodstander, som Viborg FF stod overfor på Gloria Sports Arena i Belek tirsdag eftermiddag. Ukrainske FC Dnipro Dnipropetrovsk startede også kampen bedst, men efterhånden som minutterne gik fik VFF-mandskabet arbejdet sig ind i opgøret.
Dnipro kom frem til første halvlegs første chance, men skarpheden manglede. Det gjorde den til gengæld ikke i den anden ende, da det sortklædte VFF-hold spillede et perfekt kontraangreb til ende. Jonas Kamper fik sidste fod på bolden efter flot småspil med Jeppe Curth, og så stod der 1-0 til Viborg FF.
Fem minutter før pausen lykkedes det ukrainerne at bringe balance i regnskabet, da angriberen Roman Zozulya headede 1-1 i nettet efter et hjørnespark. Dnipro skiftede hele holdet i pausen, men det gjorde bestemt ikke holdet ringere i anden halvleg. Her scorede den indskiftede angriber Yevgen Seleznyov to mål på Peter Friis til slutresultatet 1-3. Jeppe Curth tilspillede sig VFFs bedste chance i anden halvleg, men måtte desværre se sin afslutning reddet af keeperen.
Næste og sidste træningskamp inden Alka Superligaen sparkes i gang igen er på søndag den 21. februar mod Brøndby IF på Energi Viborg Arena.
Startopstillingen
Peter Friis – Jonas Thorsen, Mikkel Rask, Jacob Egeris, Søren Frederiksen – Jonas Kamper, Mathias Wichmann, George Fochive, Jeff Mensah – Jeppe Curth, Mikkel Vestergaard.
Indskiftninger
Jeppe Grønning for Mikkel Rask (49.)
Lukas Lerager for Mikkel Vestergaard (66.)
Christopher Poulsen for Jeff Mensah (71.)
Sebastian John for Peter Friis (74.)
Sebastian Andersen for Jonas Kamper (77.)
Ante Rukavina for Jeppe Curth (81.)
Sebastian Denius for Mathias Wichmann (84.)