Turen går hjem til Viborg
Træningslejren lakker mod enden, og senere onsdag går turen hjem til Viborg for spillere, trænere og ledere i Viborg FF. Den seneste uge har vi brugt på fantastiske Hotel Papillon Ayscha i Belek, hvor servicen har været helt i top, banerne har været gode og selvom solen ikke har været fremme hver eneste dag, så har det været glimrende fodboldvejr i Tyrkiet. Med os hele ugen har vi haft den hjælpsomme og dansktalende, tyrkiske guide Ugur Kocan, der har klaret både små og store opgaver for holdet.
Udover træningen er det også blevet til to fine testkampe mod dygtige modstandere, og cheftræner Johnny Mølby har fået mulighed for at se stort set alle mand i aktion. Kun Søren Reese har ikke været i kamp, men han ventes allerede at træne med resten af truppen i næste uge.
Spillertruppen holder fri torsdag, men er tilbage på træningsbanen i Viborg fredag formiddag klokken 10.
Nu venter kun halvanden uge inden det hele går løs igen i Alka Superligaen mod FC Nordsjælland, men inden da mangler sidste testkamp mod Brøndby, som spilles søndag på Energi Viborg Arena.