Poulsen giver anførerbindet videre
Christopher Poulsen har besluttet, at han ikke længere skal være anfører i Viborg FF. Tiden er inde til at give den rolle videre.
I sidste halvdel af efterårssæsonen mistede Christopher Poulsen sin plads i startopstillingen hos Viborg FF, og i løbet af vinteropstarten føler den 34-årige back ikke, at han er kommet tættere på holdet. Derfor har han nu besluttet at lægge anførerbindet fra sig:
-I min situation og alder taget i betragtning, så synes jeg, at tidspunktet nu er det mest naturlige og rigtige at give stafetten videre. Jeg mener selvfølgelig, at holdet skal have en anfører, der er med inde på banen.
-Jeg har været glad og stolt over at have fået lov at bære anførerbindet i VFF, og jeg føler stadig, at jeg har masser at bidrage med, hvilket jeg også fortsat vil gøre, men det bedste for holdet og klubben er, at vi skifter anfører nu.
Ny anfører i Viborg FF bliver Mikkel Rask, der også tidligere har haft den rolle. Viceanfører i klubben bliver fremover Jeppe Curth.