Wichmann vil bide sig fast
Mathias Wichmann spillede en flot kamp mod Hobro, og nu håber midtbanespilleren, at han er kommet tættere på en fast plads i startopstillingen.
For første gang siden august var Mathias Wichmann igen tilbage i startopstillingen i lørdagens sejr over Hobro, hvor den centrale midtbanespiller gjorde en fin figur og spillede alle 90 minutter. Selv er Wichmann også meget tilfreds med kampen:
-Når man vinder 6-0, så er det klart, at det var en god kamp for holdet, og det var det også for mig personligt. Jeg kan mærke, at jeg er kommet i meget bedre form, og det giver overskud inde på banen. Det lykkedes mig også fint at få sat vores fire offensive folk i scene, så det var positivt.
Wichmann kronede indsatsen med en assist til Serge Debles andet mål, og midtbanespilleren håber, at kampen har bragt ham tættere på en fast plads i Johnny Mølbys startopstilling:
-Jeg håber, at det er blevet sværere for Johnny at sætte holdet næste gang. Jeg har haft en god start på 2016, og jeg håber selvfølgelig, at det fortsætter i den retning. Jeg skal fortsætte med at arbejde hårdt og være dedikeret til tingene, og jeg synes, at der går den rigtige vej. Når jeg er med, så skal jeg bidrage med nogle offensive ting, men samtidig skal jeg også fylde mere defensivt, og det er et klart fokusområde for mig.
Mathias Wichmann har spillet 14 kampe i Alka Superligaen for Viborg FF i indeværende sæson. Næste opgave er på lørdag den 12. marts, når SønderjyskE gæster Energi Viborg Arena.