Viborg tabte til kyniske AaB
VFF tabte dagens hjemmekamp mod AaB med 2-0 efter et opgør, hvor de kløvergrønne havde flere chancer til at udligne gæsternes tidlige scoringen, men disse blev ikke udnyttet, og 4 minutter før tid Nicolaj Thomsen lukkede kampen med sit mål til 2-0.
Fra kampens start bølgede spillet meget frem og tilbage, men efterhånden som minutterne gik, blev AaB mere spilstyrende, og kun 7 minutter inde i opgøret fik udeholdet sendt kuglen over stregen. Viborg-forsvaret fik ikke clearet, og bolden endte for fødderne af Kasper Risgård, der fra kanten af feltet bragte AaB i front.
I takt med at stadionuret nærmede sig den halve time, kom det grønklædte hjemmehold bedre med i opgøret, men uden det dog for alvor lykkedes at teste Nicolai Larsen i AaB-målet. I modsatte ende fik et disciplineret forsvar dæmmet godt op for nordjydernes offensiv, som derfor heller ikke fik spillet sig frem til frie chancer
Hen mod slutningen af halvlegen fik VFF etableret et lille pres på gæsterne, men symptomatisk for kampens forløb udeblev den fornødne præcision hos hjemmeholdet, og qua at AaB ej heller formåede at score yderligere, kunne spillerne gå til pause ved stillingen 1-0 i AaB favør.
Viborg kom aggressivt ud til anden halvleg. Flere gange var VFF´erne blot en enkelt aflevering fra helt åbne chancer, og samtidig kom Mølbys tropper også frem til en håndfuld farlige afslutninger. Blandt andet havde Jonas Kamper et giftigt forsøg fra distancen, og kort efter var Jeppe Curth få centimeter fra at heade et indlæg fra samme Kamper i nettet.
Selvom det udlignende mål lod vente på sig, fortsatte viborgenserne med at presse det stribede udehold. Gentagende gange var holdet fra domkirkebyen uhyre tæt på at udligne, men desværre for de fremmødte fans var de sidste marginaler ikke med hjemmeholdet.
I det sidste kvarter af opgøret vedblev Viborg med at jagte udligningen, men uden held og i stedet lukkede Nicolaj Thomsen, i det 86. minut, kampen, da han kynisk sendte en returbold ind bag en chanceløs Peter Friis. Efter 2-0 målet forsøgte VFF at ligge maksimalt pres ned mod AaB´s felt, men nok engang manglede skarpheden, og Viborg måtte derfor, efter 94. minutter, se forårets første hjemmebanenederlag i øjnene.
Viborg FF-AaB
0-1 Kasper Risgård (7.)
0-2 Nicolaj Thomsen (86.)
Startopstilling
Peter Friis - Kristoffer Pallesen, Mikkel Rask, Søren Reese, Jonas Thorsen - Jonas Kamper, Lukas Lerager, Jeppe Grønning, Sebastian Andersen- Jeppe Curth, Søren Frederiksen
Indskiftninger
Mathias Wichmann for Sebastian Andersen (70.)
Jeff Mensah for Jeppe Grønning (84.)
Sebastian Denius for Jonas Kamper (88.)
Kort
Gult: Kristoffer Pallesen, Mikkel Rask
Tilskuertal
4655